Uge 40 2008
For meget alkohol sætter sine spor
I uge 40 2008 afvikler Sundhedsstyrelsen en kampagne under overskriften "For meget alkohol sætter sine spor". Kampagnen har fokus på, at man max skal drikke 5 genstande ad gangen, og er målrettet de 30-60-årige. Herudover fokuserer kampagnen på sammenhængen mellem alkohol og helbred, idet alkohol er relateret til en lang række sygdomme og tilstande.
Baggrund for kampagnen
Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed har vist, at 49% af de voksne danskere drikker mere end fem genstande ved en lejlighed mindst én gang om måneden. Desuden har Sundhedsstyrelsens egne undersøgelser vist, at kendskabet til anbefalingen om max at drikke 5 genstande ad gangen er betydelig mindre end kendskabet til anbefalingen om at kvinder højst bør drikke 14 genstande om ugen og mænd højst 21.
De senere år har undersøgelser vist, at det ikke kun er den mængde alkohol, man drikker, der har betydning for sygdoms- og dødelighedsrisikoen, men også drikkemønsteret, det vil sige, om man drikker en stor mængde alkohol på få gange eller fordeler sit alkoholforbrug mere jævnt.
Hvis man fx sammenligner to grupper, som har det samme ugentlige alkoholforbrug, men hvor den ene gruppe indtager alkoholen ved få lejligheder, og den anden gruppe fordeler forbruget over fem-seks dage i ugen, viser det sig, at de, der fordeler forbruget over flere dage, har lavere risiko for at dø, end de der drikker alkoholen på få dage.
Ovenstående er baggrunden for, at kampagnen i 2008 informerer om anbefalingen om max at drikke 5 genstande ad gangen og om de sundhedsmæssige konsekvenser, det kan have at drikke for meget alkohol. I forbindelse med denne indsats lancerer Sundhedsstyrelsen en ny publikation om alkohol og helbred.. Publikationen kan findes under kampagnemateriale.
Udover den centrale massemedie indsats gennemfører Sundhedsstyrelsen en lokal indsats i uge 40 2008 med fokus på udvikling af alkoholpolitikker på arbejdspladsen. I forbindelse med denne indsats lancerer Sundhedsstyrelsen en ny publikation om alkoholforebyggelse på arbejdspladsen. Publikationen kan findes under kampagnemateriale.